Værket ‘Spor fra krigen’ er en del af udstillingen ‘Mødet og Håbet’.
Efter Anden Verdenskrig samlede man dansk og tysk ammunition og tilintetgjorde den bl.a. i klitten ud for Husby. Havet tager hvert år af klitten under de kraftige efterårs og vinterstorme. De sidste år er resterne af ammunitionen fra krigen kommet frem under disse storme.
OM UDSTILLINGEN 'MØDET OG HÅBET', Ulfborg, april-maj 2017
Et tårnfalkepar som parrer sig. Kaprifoliegrene som slynger sig som i elskovsakten og to horn som danser sammen måske en elskovsdans. Sådan starter udstillingen.
Dernæst kommer man ind i et gangareal, hvor børn og unge fra seks skoler fra lokalområdet med digte, tegninger og tekster fortolker mine migrationsskulpturer, som er det næste man ser når man fra gangarealet træder ind i den store udstillingssal. Her er skulpturer og installationer om flygtninge på vej gennem Europa og billeder af hjortevildt skudt omkring Ulfborg samt installationer med ammunition fra Anden Verdenskrig fundet ved Husby Klit.
Tilbage går man så igennem de unges fortolkninger af flygtningenes vandring og kommer til slut forbi rækken af billeder og en skulptur med mødet som tema.
Min mor flygtede fra Tyskland i 1938. Hun var 12 år og var det vi i dag kalder uledsaget flygtningebarn. Danmark tog godt imod hende – en dansk familie adopterede hende i 1944. Men det var så skamfuldt for hende at være tysker at jeg først som voksen fik indblik i lidt af hendes historie. Små bidder. Igennem min barndom mærkede jeg at der var et stort smertefuldt, tabubelagt, ordløst felt i hende – men vidste ikke andet. Hendes voksenliv har været rigt men også på mange måder svært. Da fotografierne af bådflygtningene på Middelhavet begyndte at komme i pressen fik jeg et behov for at arbejde med flygtningespørgsmålet og synliggøre min mors historie.
På mine ture samler jeg affald som kommer til os fra den store verden. Drivtømmer og ikke mindst plastikaffald. Især har jeg grebet fat i gummihandsker. De har stærke farver, har været båret af mennesker og har på deres egen måde en skønhed.
I et forsøg på at forstå det sted jeg lever har jeg altid samlet. De senere år har jeg på mine ture ved havet fundet ammunition fra Anden Verdenskrig. Jeg fandt de første stykker for 4 år siden efter en storm. De stammer fra 1945 hvor man kort efter krigens slutning forskellige steder langs vestkysten uskadeliggjorde efterladt tysk ammunition. Nu i 2017 er vi igen i krig. Den foregår langt væk og ikke noget de fleste af os mærker noget til. Men det er der jo andre mennesker der gør.
Udstillingen starter og slutter med møder. Som jeg ser det et af vores modsvar til de svære emner som belyses i selve den store udstillingssal.