“Vild Flora” er lavet i samarbejde med Hanne Arberg. Værket er skabt ved brug af akvarelteknik, kultegning og Photoshop. Det er trykt på vejrbestandigt aluminium som er 204 cm x 416 cm og hænger udendørs i Staby på sognegården ud mod vejen der fører igennem byen. Værket består af et billede for hver årstid med en tilhørende vild blomst. Blomster som er nødvendige for nogle af vores sommerfugle og bier. Klit-stedmoderblomst, almindelig knopurt, frøstanden af sump-kællingetand, og liden klokke i sin vinterdragt.
Rødlistede dyr på Staby Skoles hegn
Jeg har valgt ni rødlistede dyr til udsmykningen. Alle dyr som har levet eller lever i naturen omkring Staby. Svalehale: Uddød. Ål og Kløverhumle: Kritisk truet. Sortterne og bæver: Truet. Vibe og Markfirben: Sårbar. Ravn og Blåbåndet pragtvandnymfe: Livskraftig. Over dyrene flyver 120 sommerfugle malet i alle regnbuens farver af børnene i skolen og børnehaven.
Bidrag til bannerudstilling i lygtepælene i Staby, april - september 2019.
Microplast kaldes mermaid’s tears på engelsk og larmes de sirène på fransk. Efter kraftig vind især fra nordvest skyller der store mængder plastikgranulater op på vestkysten. Granulaterne er under 0,5 cm og betegnes som microplast.
Værket ‘Havet på hegnet’ er lavet i samarbejde med eleverne på Staby Skole.
Landartinstallation til AARHUS2017
Værket er placeret for foden af Bovbjerg Fyr og måler godt 11x5 meter. Fra jorden ser man hænder låst fast i fiskenet i grønne og blå nuancer. Fra fyrets top ser man to hænder, der rækker ud imod hinanden. Skitsen er kendt fra Michelangelos billede ‘Adams Skabelse’ fra Det Sixtinske Kapel i Rom. Installationen sættes op sammen med frivillige på Bovbjerg Fyr.
I forbindelse med installationen har Bovbjerg Fyr udgivet en pjece om projektet, den kan købes på fyret.
Fra Strandingsmuseet St. George's pressemeddelelse:
SØMÆRKEs form er inspireret af de sømærker af træ, båkerne, som i anden halvdel af 1800tallet blev sat op langs vestkysten som vigtige varsle og pejlemærker for skibsfarten. Nogle af dem knejser endnu på deres klittoppe som minder om dengang, der hverken var havne eller fyrtårne på den øde kyststrækning. Ligesom de historiske sømærker symboliserer SØMÆRKE både varsling og pejling.
Kunstværkets tre sider er beklædt med kasserede fiskenet, som fiskerne i Thorsminde Havn har afleveret til genbrug. De rengjorte net er vævet sammen til en farverig baggrund for plastiklegetøj, som Elisabeth Borch har opsamlet på stranden mellem Thyborøn og Søndervig i vinteren 201718.
Mens fiskenettene er afleveret med henblik på genbrug, er plastiklegetøjet smidt eller glemt i naturen.
Kunstværket signalerer, at alle på kloden har et medansvar for den voksende plastikforurening af både landjorden og verdenshavene, og at vi kun ved fælles hjælp kan komme problemet til livs.
SØMÆRKE afspejler med dette budskab Strandingsmuseum St. George’s særudstilling 2018 ”Havfald”, der gør opmærksom på det enorme problem med plastikaffald i havene og samtidig viser, at det strandede plastik også er en ressource, som vi kan indsamle og genbruge på nye måder.
Det er KIMO, Kommunernes Internationale Miljøorganisation, der i samarbejde med Strandingsmuseum St. George har støttet tilblivelsen af SØMÆRKE. Thorsminde Havn har leveret de udtjente fiskenet.
Værket ‘Sømærke I’ er et bidrag til KIMOs (Kommunernes Internationale Miljøorganisation) 25 års jubilæum.
Skulpturen ‘Road of Europe’ er en del af udstillingen ‘Mødet og Håbet’.
OM UDSTILLINGEN 'MØDET OG HÅBET', Ulfborg, april-maj 2017
Et tårnfalkepar som parrer sig. Kaprifoliegrene som slynger sig som i elskovsakten og to horn som danser sammen måske en elskovsdans. Sådan starter udstillingen.
Dernæst kommer man ind i et gangareal, hvor børn og unge fra seks skoler fra lokalområdet med digte, tegninger og tekster fortolker mine migrationsskulpturer, som er det næste man ser når man fra gangarealet træder ind i den store udstillingssal. Her er skulpturer og installationer om flygtninge på vej gennem Europa og billeder af hjortevildt skudt omkring Ulfborg samt installationer med ammunition fra Anden Verdenskrig fundet ved Husby Klit.
Tilbage går man så igennem de unges fortolkninger af flygtningenes vandring og kommer til slut forbi rækken af billeder og en skulptur med mødet som tema.
Min mor flygtede fra Tyskland i 1938. Hun var 12 år og var det vi i dag kalder uledsaget flygtningebarn. Danmark tog godt imod hende – en dansk familie adopterede hende i 1944. Men det var så skamfuldt for hende at være tysker at jeg først som voksen fik indblik i lidt af hendes historie. Små bidder. Igennem min barndom mærkede jeg at der var et stort smertefuldt, tabubelagt, ordløst felt i hende – men vidste ikke andet. Hendes voksenliv har været rigt men også på mange måder svært. Da fotografierne af bådflygtningene på Middelhavet begyndte at komme i pressen fik jeg et behov for at arbejde med flygtningespørgsmålet og synliggøre min mors historie.
På mine ture samler jeg affald som kommer til os fra den store verden. Drivtømmer og ikke mindst plastikaffald. Især har jeg grebet fat i gummihandsker. De har stærke farver, har været båret af mennesker og har på deres egen måde en skønhed.
I et forsøg på at forstå det sted jeg lever har jeg altid samlet. De senere år har jeg på mine ture ved havet fundet ammunition fra Anden Verdenskrig. Jeg fandt de første stykker for 4 år siden efter en storm. De stammer fra 1945 hvor man kort efter krigens slutning forskellige steder langs vestkysten uskadeliggjorde efterladt tysk ammunition. Nu i 2017 er vi igen i krig. Den foregår langt væk og ikke noget de fleste af os mærker noget til. Men det er der jo andre mennesker der gør.
Udstillingen starter og slutter med møder. Som jeg ser det et af vores modsvar til de svære emner som belyses i selve den store udstillingssal.
Skulpturen ‘Migrating Geese’ er en del af udstillingen ‘Mødet og Håbet’.
OM UDSTILLINGEN 'MØDET OG HÅBET', Ulfborg, april-maj 2017
Et tårnfalkepar som parrer sig. Kaprifoliegrene som slynger sig som i elskovsakten og to horn som danser sammen måske en elskovsdans. Sådan starter udstillingen.
Dernæst kommer man ind i et gangareal, hvor børn og unge fra seks skoler fra lokalområdet med digte, tegninger og tekster fortolker mine migrationsskulpturer, som er det næste man ser når man fra gangarealet træder ind i den store udstillingssal. Her er skulpturer og installationer om flygtninge på vej gennem Europa og billeder af hjortevildt skudt omkring Ulfborg samt installationer med ammunition fra Anden Verdenskrig fundet ved Husby Klit.
Tilbage går man så igennem de unges fortolkninger af flygtningenes vandring og kommer til slut forbi rækken af billeder og en skulptur med mødet som tema.
Min mor flygtede fra Tyskland i 1938. Hun var 12 år og var det vi i dag kalder uledsaget flygtningebarn. Danmark tog godt imod hende – en dansk familie adopterede hende i 1944. Men det var så skamfuldt for hende at være tysker at jeg først som voksen fik indblik i lidt af hendes historie. Små bidder. Igennem min barndom mærkede jeg at der var et stort smertefuldt, tabubelagt, ordløst felt i hende – men vidste ikke andet. Hendes voksenliv har været rigt men også på mange måder svært. Da fotografierne af bådflygtningene på Middelhavet begyndte at komme i pressen fik jeg et behov for at arbejde med flygtningespørgsmålet og synliggøre min mors historie.
På mine ture samler jeg affald som kommer til os fra den store verden. Drivtømmer og ikke mindst plastikaffald. Især har jeg grebet fat i gummihandsker. De har stærke farver, har været båret af mennesker og har på deres egen måde en skønhed.
I et forsøg på at forstå det sted jeg lever har jeg altid samlet. De senere år har jeg på mine ture ved havet fundet ammunition fra Anden Verdenskrig. Jeg fandt de første stykker for 4 år siden efter en storm. De stammer fra 1945 hvor man kort efter krigens slutning forskellige steder langs vestkysten uskadeliggjorde efterladt tysk ammunition. Nu i 2017 er vi igen i krig. Den foregår langt væk og ikke noget de fleste af os mærker noget til. Men det er der jo andre mennesker der gør.
Udstillingen starter og slutter med møder. Som jeg ser det et af vores modsvar til de svære emner som belyses i selve den store udstillingssal.
Skulpturen ‘The Mediterranean Sea’ er en del af udstillingen ‘Mødet og Håbet’.
OM UDSTILLINGEN 'MØDET OG HÅBET', Ulfborg, april-maj 2017
Et tårnfalkepar som parrer sig. Kaprifoliegrene som slynger sig som i elskovsakten og to horn som danser sammen måske en elskovsdans. Sådan starter udstillingen.
Dernæst kommer man ind i et gangareal, hvor børn og unge fra seks skoler fra lokalområdet med digte, tegninger og tekster fortolker mine migrationsskulpturer, som er det næste man ser når man fra gangarealet træder ind i den store udstillingssal. Her er skulpturer og installationer om flygtninge på vej gennem Europa og billeder af hjortevildt skudt omkring Ulfborg samt installationer med ammunition fra Anden Verdenskrig fundet ved Husby Klit.
Tilbage går man så igennem de unges fortolkninger af flygtningenes vandring og kommer til slut forbi rækken af billeder og en skulptur med mødet som tema.
Min mor flygtede fra Tyskland i 1938. Hun var 12 år og var det vi i dag kalder uledsaget flygtningebarn. Danmark tog godt imod hende – en dansk familie adopterede hende i 1944. Men det var så skamfuldt for hende at være tysker at jeg først som voksen fik indblik i lidt af hendes historie. Små bidder. Igennem min barndom mærkede jeg at der var et stort smertefuldt, tabubelagt, ordløst felt i hende – men vidste ikke andet. Hendes voksenliv har været rigt men også på mange måder svært. Da fotografierne af bådflygtningene på Middelhavet begyndte at komme i pressen fik jeg et behov for at arbejde med flygtningespørgsmålet og synliggøre min mors historie.
På mine ture samler jeg affald som kommer til os fra den store verden. Drivtømmer og ikke mindst plastikaffald. Især har jeg grebet fat i gummihandsker. De har stærke farver, har været båret af mennesker og har på deres egen måde en skønhed.
I et forsøg på at forstå det sted jeg lever har jeg altid samlet. De senere år har jeg på mine ture ved havet fundet ammunition fra Anden Verdenskrig. Jeg fandt de første stykker for 4 år siden efter en storm. De stammer fra 1945 hvor man kort efter krigens slutning forskellige steder langs vestkysten uskadeliggjorde efterladt tysk ammunition. Nu i 2017 er vi igen i krig. Den foregår langt væk og ikke noget de fleste af os mærker noget til. Men det er der jo andre mennesker der gør.
Udstillingen starter og slutter med møder. Som jeg ser det et af vores modsvar til de svære emner som belyses i selve den store udstillingssal.
Værket ‘Spor fra krigen’ er en del af udstillingen ‘Mødet og Håbet’.
Efter Anden Verdenskrig samlede man dansk og tysk ammunition og tilintetgjorde den bl.a. i klitten ud for Husby. Havet tager hvert år af klitten under de kraftige efterårs og vinterstorme. De sidste år er resterne af ammunitionen fra krigen kommet frem under disse storme.
OM UDSTILLINGEN 'MØDET OG HÅBET', Ulfborg, april-maj 2017
Et tårnfalkepar som parrer sig. Kaprifoliegrene som slynger sig som i elskovsakten og to horn som danser sammen måske en elskovsdans. Sådan starter udstillingen.
Dernæst kommer man ind i et gangareal, hvor børn og unge fra seks skoler fra lokalområdet med digte, tegninger og tekster fortolker mine migrationsskulpturer, som er det næste man ser når man fra gangarealet træder ind i den store udstillingssal. Her er skulpturer og installationer om flygtninge på vej gennem Europa og billeder af hjortevildt skudt omkring Ulfborg samt installationer med ammunition fra Anden Verdenskrig fundet ved Husby Klit.
Tilbage går man så igennem de unges fortolkninger af flygtningenes vandring og kommer til slut forbi rækken af billeder og en skulptur med mødet som tema.
Min mor flygtede fra Tyskland i 1938. Hun var 12 år og var det vi i dag kalder uledsaget flygtningebarn. Danmark tog godt imod hende – en dansk familie adopterede hende i 1944. Men det var så skamfuldt for hende at være tysker at jeg først som voksen fik indblik i lidt af hendes historie. Små bidder. Igennem min barndom mærkede jeg at der var et stort smertefuldt, tabubelagt, ordløst felt i hende – men vidste ikke andet. Hendes voksenliv har været rigt men også på mange måder svært. Da fotografierne af bådflygtningene på Middelhavet begyndte at komme i pressen fik jeg et behov for at arbejde med flygtningespørgsmålet og synliggøre min mors historie.
På mine ture samler jeg affald som kommer til os fra den store verden. Drivtømmer og ikke mindst plastikaffald. Især har jeg grebet fat i gummihandsker. De har stærke farver, har været båret af mennesker og har på deres egen måde en skønhed.
I et forsøg på at forstå det sted jeg lever har jeg altid samlet. De senere år har jeg på mine ture ved havet fundet ammunition fra Anden Verdenskrig. Jeg fandt de første stykker for 4 år siden efter en storm. De stammer fra 1945 hvor man kort efter krigens slutning forskellige steder langs vestkysten uskadeliggjorde efterladt tysk ammunition. Nu i 2017 er vi igen i krig. Den foregår langt væk og ikke noget de fleste af os mærker noget til. Men det er der jo andre mennesker der gør.
Udstillingen starter og slutter med møder. Som jeg ser det et af vores modsvar til de svære emner som belyses i selve den store udstillingssal.
